Sikker Internet Dag – dagen derpå

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sikker Internet Dag, d. 7. februar var en spændende oplevelse. En række bolde kom i spil, og fx hørte vi en række unge fortælle at i forhold til om de gik og tænkte på hvilke regler der gælder for fx ophavsret på nettet, ja så var svaret “det er svært at tænke over, når man ikke kender reglerne”. Andre mente at reglerne for hvad man måtte og ikke måtte var for uklare, og så var det også en overraskelse at høre en elev fortælle at han da selvfølgelig kendte til Creative Commons – men at det jo ligeså selvfølgeligt ikke var en viden han havde fået i skolen.

Det var faktisk også afsættet for den workshop som Creative Commons deltog med. Her var udfordringen at eleverne skulle lave tegneserier, der tog afsæt i spørgsmålet om deling, lovlighed og, naturligvis, Creative Commons. Alle anstrengelser hos de 11 elever kan ses her.

Da både tegneserieværktøjet og reglerne for ophavsret og Creative Commons var nye for disse elever, vil jeg gerne rose eleverne for deres gå på mod og opfindsomhed. Alle deres bidrag kunne de vælge at udgive i vores samlingsrum, hvor de alle ligger nu udgivet under diverse CC-licenser. Produkterne her er resultatet af godt 2 timers oplæg og arbejde.

Erfaringer om aktiviteten

Med to helt ukendte størrelser; tegneserieværktøjet og Creative Commons, er det min oplevelse, at det er et passende tidsforbrug (ca. 2 timer) til at lade eleverne arbejde med dette værktøj og dette nye indhold. Men samtidig bør man sætte mere tid af til efterbehandling og evaluering med eleverne, sådan at fx uklarheder og misforståelser ryddes af vejen.

Men for lærere, der vil i gang med Creative Commons, vil jeg mene at emnet ligger lige til højrebenet; at give et par korte oplæg om de fire symboler, de deraf seks afledte licenser og så ikke mindst de tilhørende forkortelser. Til dette oplæg brugte jeg denne præsentation på Prezi. Denne overgang fra ikoner til bogstaver skal gøres tydelig, da eleverne jo ikke kan kildeangive på anden måde end med tekst.

Som oplæg kunne man også dele et mind map eller et Google dokument, hvor man havde en fælles brainstorm omkring nogle af emnerne, fx hvad det vil sige at dele, hvordan man skal gøre og ikke gøre med andre materialer etc.

Produkterne sigter jo primært mod at eleverne har forstået hvordan de kan benytte Creative Commons-licenserne selv, men overfor eleverne lægger jeg vægt på at deres tegneserier skal være gode ti lat forklare andre om fx CC. At tegneserien skal være en brugsanvisning, en forklaring, et godt eksempel og dermed skabe en værdi for læseren. Dermed er gevinsten jo dobbelt. Endelig giver det en god oplevelse at samle resultaterne ét sted, fx en blog eller som her i en kanal på Skoletube.

Rigtig god fornøjelse.

Leave a Reply

Your email address will not be published.