Ingen kunstner ønsker sit værk misbrugt. Creative Commons licenser giver derfor også mulighed for, at en kunstner forhindrer misbrug af sit værk, selvom kunstneren stiller værket til rådighed under en åben Creative Commons licens.
Udfordringen ligger imidlertid i at definere begrebet ”misbrug” og i at balancere på den ene side hensynet til ”objektive” regler, der giver en potentiel bruger af værket en så tilstrækkelig høj grad af forudsigelighed i relation til, om hun må anvende værket, at man så også tør at gøre dette, og på den anden side hensynet til, at kunstnerens ”subjektive” følelser og fornemmelser for, hvor hendes grænse for misbrug går. Herudover er der så diskussionen om, hvorvidt retten i et åbent og demokratisk samfund til at kunne benytte informationer og indhold i den åbne debat skal trumfe hensynet til den enkelte rettighedshaver og dennes ”følelser”.
Langt de fleste kunstnere, som vælger at frigive et værk under en Creative Commons licens, vælger at opretholde det vilkår, at brugeren altid skal navngive kunstneren i forbindelse med anvendelse af værket. Man kan dog – og nogen kunstnere gør dette – også vælge at frigive værket uden, at det er en betingelse for anvendelsen, at kunstneren bliver navngivet. Dette er imidlertid undtagelsen, hvilket skyldes, at både på det personlige og på det rent økonomiske plan, er det afgørende, at brugere af værket også i senere led altid får kendskab til, hvem der i første instans er ophavskvinden til værket.
(I europæisk ophavsret opererer man med begrebet moralske rettigheder. Disse er rettigheder, som ophavskvinden tillægges i kraft af lovgivningen, og som aldrig kan fratages. Disse rettigheder findes i den danske ophavsretslovs § 3, og omfatter retten til at blive navngivet i overensstemmelse med, hvad god skik kræver, og et forbud mod at anvende værket på en måde eller i en sammenhæng, der er krænkende for ophavskvindens kunstneriske anseelse eller egenart. Disse rettigheder kan ikke frafaldes ved aftale, med mindre, at det sker i begrænset omfang. Forholdet mellem de moralske rettigheder og Creative Commons licenserne behandles ikke i dette blogindlæg.)
Image by groenbaek via Flickr
Det klare udgangspunkt i forbindelse med Creative Commons licenserede værker er således, at brugeren er forpligtiget til at navngive kunstneren, altså at kreditere værket, på den måde, der er angivet af kunstneren. Her fremhæves det, at det netop er kunstneren, der bestemmer, hvorledes vedkommende ønskes navngivet i forbindelse med for eksempel videredistribution af værket, som jo i vidt omfang er tilladt under alle Creative Commons licenser.
Den ret, som kunstneren har, og det krav, som kunstneren således stiller i Creative Commons licensen, om at kontrollere navngivelsen giver på ingen måde brugeren af værket, altså licenstageren en afspejlet ret til at anvende kunstnerens navn på en sådan måde, så andre brugere af værket kunne tro, at kunstneren godkender eller ”endorser” den konkrete anvendelse af værket og den konkrete sammenhæng, som det indgår i. Brugeren af værket må således på ingen måde anvende kunstnerens navn på en måde, hvor kunstneren tages til indtægt for noget som helst andet, end at kunstneren er ophavskvinden til værket.
Men udover, at kunstneren således har den ovennævnte kontrol med navngivelsen i forbindelse med den videre anvendelse af værket, har kunstneren, der vælger at frigive sit værk under en Creative Commons licens ikke yderligere mulighed for på subjektiv vis at diskriminere mellem forskellige former for anvendelse af værket. Dog med en afgørende undtagelse. I modsætning til, hvad der er mulighed for i forbindelse med de såkaldte open source licenser, som langt hen er vejen var forbilledet for Creative Commons licenserne, så giver Creative Commons licenser mulighed for at indsætte som vilkår, at brugeren ikke må bruge værket i kommerciel sammenhæng.
(Det kan så være en udfordring i sig selv at vurdere, hvornår der er tale om kommerciel anvendelse eller ej. Dette spørgsmål og svaret herpå er imidlertid ikke anderledes end det tilsvarende spørgsmål, som man må stille i forbindelse med kommerciel og ikke-kommerciel anvendelse af et varemærke, eller et patent, og i det hele taget i forbindelse med andre licensvilkår, hvor sondringen mellem kommerciel og ikke-kommerciel indgår. Creative Commons som organisation har også de sidste år bruget en hel del tid på at spørge brugerne af Creative Commons licenser rundt omkring i verden om, hvorledes sondring mellem kommerciel og ikke-kommerciel praktiseres, og om der er behov for yderligere sondringer i de fremtidige Creative Commons licenser.)
Udover sondring mellem kommerciel og ikke-kommerciel aktivitet, er der ikke andre muligheder i opbygningen af Creative Commons licenserne for at sondre mellem forskellige former for anvendelse af det Creative Commons licenserede værk. Man kan således ikke sondre mellem anvendelse i forbindelse med lovlig og ikke-lovlig aktivitet, mellem anvendelse på forskellige markeder eller i forskellige lande, anvendelse af forskellige personer, rige eller fattige, mænd eller kvinder, moralsk eller umoralsk anvendelse osv.
Denne begrænsning i mulighederne for at sammenstrikke sin Creative Commons licens skyldes flere forhold. For det første er udgangspunktet i forbindelse med Creative Commons licenser jo netop, at man ønsker at begrænse de restriktioner, som de forskellige værker underlægges. Flere valgmuligheder ville også give flere restriktioner.
For det andet mistes overblikket, og usikkerheden stiger, hvis der bliver mulighed for flere sondringer i forbindelse med licenserne. Dette gælder særligt, hvis der er tale om subjektive sonderinger, hvor anvendelsen eller forståelsen vil være forskellig fra kunstner til kunstner, og i høj grad også, når sondringerne bliver svære at håndtere juridisk. Det vil jo være imod alles interesser – på nær lige advokaternes – hvis man bliver nødt til at spørge en advokat og bede om hjælp til fortolkning af licensvilkårene i konkrete situationer, hver eneste gang, man skal anvende et Creative Commons licenseret værk.
Der er nok mange kunstnere, som bliver bekymret over, at de – som nævnt foroven – ikke kan kontrollere anvendelsen af deres værker i højere grad, end i relation til sondringen mellem kommerciel og ikke-kommerciel anvendelse. Dette er forståeligt, men nok ikke rimeligt, når man tænker nærmere herover.
For det første er det jo således, at kunstneren i vidt omfang har ret til at bestemme, præcis hvorledes man ønsker at blive navngivet i forbindelse med anvendelsen af ens værk. Dette betyder, at enhver form for forvirrende eller tendentiøs navngivelse af værket i forbindelse med en anvendelse, som kunstneren ikke sympatiserer med, kan påtales af kunstneren overfor brugeren med den konsekvens, at licensen til at anvende værket i sidste instans bortfalder.
For det andet må kunstnere – og kunstnere burde måske i særdeleshed have forståelse herfor – indse, at det er i alles interesse, at vi bevæger os væk fra en ”all rights reserved” kultur, hvor udgangspunktet altid er, at man skal bede om lov for at anvende indhold, til en kultur og en tankemåde, hvor delingen er udgangspunktet, og hvor så kunstneren med alle de muligheder, som Creative Commons licenserne giver, stadig i vidt omfang har kontrol med delingen.
Image via Wikipedia
Så kan jeg jo til sidst nævne et eksempel, hvor netop ovennævnte problemstilling kom frem. Det er muligt, at eksemplet er anekdotisk og ikke er udtryk for fakta, men som et tænkt eksempel illustrerer det efter min opfattelse udmærket problemstillingen.
En dansk kunstner, som i høj grad ikke sympatiserer med den siddende regerings holdninger, for eksempel til udlædningsdebatten, har i starten af 70’erne udgivet materiale i forbindelse med den daværende EF-debat, hvor udlændinge rent grafisk ikke portrætteres på en speciel flatterende måde. Nu ønsker vedkommende kunstner at forhindre, at dette materiale udgives som led i en akademisk behandling af danskeres forhold til fremmede igennem tiden.
Bør hun kunne forhindre dette? Hvis hendes materiale er udgivet under en Creative Commons licens (og idet vi forudsætter, at den akademiske udgivelse er ikke-kommerciel), vil hun ikke kunne forhindre dette, selvom hun ”subjektivt” måtte betragte udgivelsen i en akademisk sammenhæng som værende ”misbrug”. Og det er vel også rimeligt? I et åbent demokratisk samfund må – efter min opfattelse – hensynet til den frie debat stort set – med mindre at folks personlige sikkerhed er i overhængende fare – trumfe hensynet til respekt for den enkeltes ”ejendomsret”, hvilket man i vidt omfang kan betragte ophavsret som værende et udtryk for.
Ophavsretten er et ”monopol” på information, som aldrig må udstrækkes længere, end hvad der er absolut nødvendigt, primært af økonomiske årsager. Heldigvis er det således i Danmark, såvel som i andre lande, som er underlagt Den Europæiske Menneskerettighedskommission, at kommunikationsfrihed står over ophavsret.
