Creative Commons for alle

Ny bog vil gøre det nemt at være lærende, kreativ og på den rigtige side af loven

“Creative Commons for alle” er titlen på en ny bog, som har til formål at give lærere, studerende og elever en digital dannelse, der sikrer deres frihed til at lære og agere i deres eget liv, og som samtidig hverken krænker andre eller bringer personen selv i problemer. Det er jo Creative Commons i en nøddeskal; at vi har et redskab, der både sikrer individet og de kreative fællesskaber.

Da jeg selv er forfatteren til bogen vil jeg afstå fra at anmelde bogen, men vil i stedet gerne have lov til at give dig et par uddrag og knytte et par ord om bogen med på vejen.  Men lad os starte med de hurtige informationer.

Fakta

“Creative Commons for alle” er skrevet af Peter Leth, udgivet af Lær IT under CC-By-Nc-Sa. Udgivelsen er støttet med Undervisningsministeriets tips- og lottomidler. Bogen er på 154 sider og kan hentes som pdf her. Bogen kan også bestilles som rigtig bog her. Sammen med bogen er der lavet et mind map med referencer, materialer, noter, kommentarer, ekstra baggrundsstof og et komplet undervisningsmateriale. Bogen kan også læses online på Issuu eller her nederst i dette indlæg.

Anmeldelse af bogen

Du kan læse og skrive kommentarer til bogen med hashtagget #ccbog på Twitter. Bogen er pt. også anmeldt på Folkeskolen.dk (23.nov.11)

Et par ord om bogen

Lad mig starte med et uddrag fra bogens bagside: ”internettet har skabt en infrastruktur, hvor alle kan deltage uden at spørge om lov” (Joi Ito, tidligere CEO hos Creative Commons)

”Forestil dig en verden, hvor hvert menneske på jorden, har fri adgang til summen af al menneskelig viden” (Jimmy Wales, Wikipedias grundlægger)

Med disse to citater fortsætter jeg med kommentaren ”nye teknologier giver mennesker nye muligheder for at lære. …men loven står ofte i vejen. Ved at kende til Creative Commons slår vi tre fluer med ét smæk: Vi udnytter internettets potentiale, vi sikrer adgangen til enorme mængder viden og vi undgår problemer med ophavsretten. Dermed har vi 400 millioner nye muligheder for en bedre IT-didaktik i folkeskolen. ” (bagsiden) Tallet 400 millioner refererer til antallet af åbne materialer som tjenesten Yahoo Site Explorer og Flickr havde tilsammen ved udgangen af 2010. (se side 46 i The Power of Open)

Dermed er bogens ærinde skitseret, nemlig at få fortalt den gode historie om dette enorme videnspotentiale, der blot venter på at blive kendt af lærere og studerende. For lærerne er det en ressource, som de kan benytte til både at skabe en rigere undervisning og til at re-didaktisere deres fag i forhold til en mere udbredt grad af it-didaktik. For de studerende skaber vi adgang til en ressource, som de kan benytte til deres egne produktioner, rapporter, præsentationer, webaviser, hjemmesider, blogs, billedfortællinger, lydmontager, radioudsendelser, film og teaterstykker og alt det andet som de producerer. Og endelig så er det Creative Commons jo også det aktive værktøj til lærere og studerende til at sikre en tryg og fleksibel videndeling med andre.

Seks kapitler – seks fokusområder

Den gode historie, altså at vi har alt hvad vi fagligt kan ønske os, er skruet sammen af seks kapitler og en række ekstra ressourcer. Kapitel 1 tegner et didaktisk portræt af en læringsproces, der inddrager it og andres viden til elevens refleksioner og produktioner, for hvad ville en skole være, hvis den ikke kunne bygge sin undervisning og sine aktiviteter på viden? kan man sige. Derefter en gennemgang af ophavsrettens væsentligste paragraffer, for at give læseren et overblik over de steder, hvor ophavsretten konflikter med den ønskede didaktik. Bogens tredje kapitel gennemgår Creative Commons, de fire betingelser og de deraf seks afledte licenser, og (be-)viser hvordan Creative Commons er midlet til at nå målet om den ønskede didaktik.

Herefter bliver bogen et opslagsværk, for i bogens fjerde kapitel gennemgår vi en lang række tjenester og hjemmesider, som har fagligt interessante mediesamlinger eller værktøjer, fx Flickr der med sine mere end 200 millioner billeder er et centralt omdrejningspunkt i mange situationer, men også mindre samlinger er taget med, hvis de vurderes at ramme et fagligt behov, fx danske Biopix, hvor eleverne kan finde dyrene efter deres danske navn, eller Nasa images, hvor vi også kan få en række unikke optagelser.

Femte kapitel er lærerens værktøjskasse. Her er opgaven; hvordan lærer vi vores elever at kende til ophavsret og Creative Commons på en enkel og sikker måde? Sammen med dette kapitel er der lavet en række undervisningsmaterialer som læreren kan hente og bruge i undervisningen. Dermed håber jeg, at vi kan pakke læreren så godt ind, at vi også konkret får lærerne til at gå i gang med at formidle Creative Commons’ muligheder, hvilket for mig er en naturlig del af den digitale dannelse vi som lærere skal tilstræbe hos vores elever.

I bogens sjette og sidste kapitel er det skolekulturen der er til behandling. Kapitlet er rettet mod lærere, ledere og beslutningstagere. Her rettes blikket mod ledelsen, som jo har en central rolle, når skolekulturen står for skud, men også udgivere af undervisningsmaterialer og forlag i det hele taget får her et par ord med på vejen.

Dermed er vi kommet hele vejen. Vi kender lovens vilkår og ved hvor den konflikter med læringsprocesserne. Via Creative Commons får vi et værktøj til at komme uden om disse forhindringer, og vi lærer at benytte disse CC-licenserede materialer som forbruger og som producent.

Afsluttende bemærkning

Hver dag har vi ideer og oplevelser som vi vil dele med hinanden. Vi producerer informationer og vi reflekterer over andres. Disse vigtige aktiviteter kan risikere at komme i klemme af juridiske faktorer, hvis vi ikke er klædt på til at agere ordenligt. I det forhold er Creative Commons midlet. Målet er at vi kan tænke og udtrykke os frit; at vi kan blive klogere elle være som vi er.

Creative Commons er for alle – men bogen fokuserer primært på undervisere. De skal gerne lægge grundstenen til den digitale dannelse hos eleverne.

“Internettet giver os forbindelser, værktøjer og informationer. Læreren giver det mening, mål og perspektiver”

/ Peter Leth

4 thoughts on “Creative Commons for alle”

Leave a Reply

Your email address will not be published.