Gæsteblog: Dansk netradio med CC-licenseret musik

Vi giver af og til mikrofonen videre til danske projekter, som vælger at bruge Creative Commons værktøjerne til at bidrage med nye og spændende tiltag i de mange kreative miljøer man finder landet over. Denne gang er turen kommer til internetradioen Radiofritteren, der er sat i søen af to unge iværksættere ved navn Casper og Jesper.

RADIO FRITTEREN – NETRADIO MED CREATIVE COMMONS-LICENSERET MUSIK

For mellem 5 og 6 måneder siden fik vi ideen til at lave en internetradio. En sådan proces er dog ikke en lige og uproblematisk vej. Der har i forbindelse med projektet været en masse bjergtoppe, som vi måtte træde hårdt i pedalerne for at komme over inden vi kunne præsentere programmet, blandt andet i forhold til rettigheder – hvilket vi vil fortælle lidt om i det følgende.

Programmet fik navnet ”Radiofritteren”. Vi syntes både at dette udtryk havde en lydlig kvalitet, og at det samtidig var meget sigende for selve programmet – det bliver nemlig sendt mandag, onsdag og fredag klokken 17-18, og det er et sted, hvor man kommer hen og slapper af efter skole eller arbejde.

Allerede inden vi stødte på Creative Commons var vores målsætning at spille undergrundsmusik. Da vi så faldt over Creative Commons og det kæmpe udvalg, der fulgte med, passede alle brikker sammen, idet vi blot ønsker at lave frivillige og ikke-kommerciel radio – og med blot SU som indtægt ikke kunne få råd til de afgifter der medfølger at spille almindelig licenseret musik. CC-licenserne var dog først lidt af en gråzone for os og svære at afkode, så vi tog kontakt til CC Danmark, der hjalp os til en bedre forståelse. Da vores projekt som nævnt er non-kommercielt, ihvertfald nu som udgangspunkt, kan vi vælge fra alle hylder hos musikere verden over, som har valgt at udbyde deres musik under Creative Commons.

Alt dette har haft den betydning, at vi til hver udsendelse har et meget stærkt line-up af kunstnere, der leverer dagens musik. Genremæssigt spænder vi bredt, og dette vidner om, at der bliver udgivet meget kvalitetsmusik under CC-licenserne inden for alle genrer. Det giver vi som nystartet netradio tommerfingeren op, og glæder os over på den måde at hjælpe kunstnerne til at nå nye lyttere.

Det er dog ikke altid let at finde den CC-licenserede musik vi leder efter. Vi har med Radiofritteren interesse i at udvide vores netværk, og vi vil meget gerne spille en masse danske kunstnere. Desværre er de sider, der hoster CC-musikken ikke altid lette at navigere rundt på, så man let kan få overblik over mulighederne – specielt de danske bidragsydere. Derfor vil vi gerne opfordre de dygtige danske musikere, der udgiver deres musik under CC-licenser, til at tage kontakt til os, hvis de ønsker, at vi skal afspille deres musik.

Vi er lette at få fat på: www.radiofritteren.dk eller www.facebook.com/radiofritteren

Lyt endvidere til radioen her: http://radiofritteren.listen2myradio.com/

 

Leave a Reply

Your email address will not be published.