Denne weekend havde jeg fornøjelsen at at lytte til en downloadet version af Dan Larsen’s spændingsroman Holger mens jeg cyklede henover Fyn. Udover at være en velturneret, knaldhumoristisk historie om amerikanske kapitalfonde, der forsøger at opkøbe Danmark – og en folkelig modstandsbevægelse, startet af kronprinsen – er bogen, sammen med opfølgeren “Viljen til magten” et eksperiment i moderne distribution- og markedsføring. Kort fortalt giver journalist og forfatter Dan Larsen værket væk digitalt under de vilkår, licensen beskriver, samtidig med at han sælger bogen på normal vis. Internationalt har en række forfattere har haft succes med lignende strategier. “Viljen til magten”og Holger” frigives som både tekst, streamende lyd og podcast under Creative Commons licens på nettet, samtidig med at bøgerne sælges i butikker og på hjemmesiden. Ifølge Dan Larsen er det en effektiv måde at nå potentielle læsere – og købere på: “Det er interessant at se, hvor hurtigt online læsere fanger an. I løbet af de første to uger fik “Viljen til magten” 50 gange så mange online læsere som gennem bogsalg”, siger Dan Larsen, der udgiver på sit eget forlag Nugurt. Dan Larsen er ikke den første dansker der udgiver fiktion under Creative Commons. Josef Assad udgav i 2007 den engelsksprogede science-fiction- roman The Banjo Player Must Die. Bogen – der er downloadet over 25.000 gange – kan hentes i en række forskellige formater.
Har du andre eksempler på dansk litteratur under CC-licens? Send os en mail.