Aarhus Studenterradio lancerer i denne uge et nyt radioprogram, som har til formål at sætte fokus på Creative Commons og åbent licenseret musik; altså musik som giver musikfans lov til at dele den med hinanden. Bag programmet står Kenneth Larsen, som studerer informationsvidenskab på Aarhus Universitet, og desuden er musiker og nu altså radiovært.
Programmet vil dels diskutere Creative Commons som emne, og herudover spille masser af musik, som efterfølgende kan downloades frit og lovligt fra programmets hjemmeside.
Programmet sendes hver tirsdag kl. 19 på Aarhus Studenterradio (98,7 FM i Aarhus) og kan i resten af landet høres via online stream via radioens hjemmeside, hvor gamle programmer også kan findes, hvis man misser det i live-udgaven. Første program i rækken sendes i aften, tirsdag d. 25. oktober 2011.
Følg Kenneth og programmet på Twitter.