Det er endnu engang blevet tid til en gæsteblog-optræden af en dansk bruger af Creative Commons licenserne. Denne gang giver vi ordet til musiker og DIY-pladeselskabsmand Morten Ogstrup Nielsen, kendt fra bl.a. bandet Town Portal og selskabet Red Tape Records. Morten deltog iøvrigt også i vores nyligt afholdte (sammen med KODA) arrangementer i København og Aarhus, hvor der blev sat fokus på nye musik-forretningsmodeller.
I løbet af sommeren 2011 optog vi 6 sange i øvelokalet. Det var på daværende tidspunkt sådan ca. alt det musik vi havde skrevet i bandets levetid. Vi mente selv at vi rent musikalsk havde et ret solidt og unikt produkt, og ville med de 6 sange bare gerne skabe noget opmærksomhed omkring bandet.
Vi valgte at udgive dem selv, som en digital betal-hvad-du-vil EP under Creative Commons-licensering på Bandcamp, på baggrund af en idé om, at jo flere der hører EP’en, jo flere vil der være at afsætte vores første album til, når det engang er klar til udgivelse.
Der er jo sådan set ikke særlig meget til forskel fra hvordan Radiohead udgav In Rainbows (og siden mange andre), men der er én væsentlig forskel i kraft af, at Radiohead er et i forvejen rimeligt(!) etableret foretagende, og vi er den absolutte kontrast.
Vi gjorde alt hvad vi kunne for på egen hånd at promovere pladen, ved at skrive til nationale og internationale blogs, webzines, netradioer og lignende. CC-licensering udgjorde en klar forenkling af denne del af arbejdet, da alle blogs bekymringsfrit kunne poste links til gratis download af EP’en, og de non-kommercielle radiostationer kunne frit spille vores musik. Det resulterede i meget omtale og mange downloads. Lige pludselig var det heller ikke kun små genrespecifikke blogs der skrev om pladen. Der dukkede et par rigtig positive anmeldelser op i danske magasiner, og bl.a. i Soundvenue som, uden nogen henvendelse fra vores side, diskede op med en 5-stjernet anmeldelse en dag.
Anmelderen kårede senere EP’en som årets danske udgivelse, og det mindskede jo selvfølgelig ikke opmærksomheden. EP’en er nu downloadet ca. 1.300 gange (og streamet ca. 17.000 gange) siden den udkom i september, og der er da også 75 stk der rent faktisk har betalt lidt for den. Den har ikke tjent sig selv ind, men på relativt kort tid har den da indhentet lidt over halvdelen af de samlede omkostninger der var i forbindelse med indspilning, mix/master og artwork. Den bliver stadig downloadet flere gange om dagen, og skal nok ramme et break-even på et eller andet tidspunkt, men det er sådan set ikke det vigtigste. Lige pludselig er der en masse folk der kender vores musik, og det var jo vores oprindelig intention med den EP.
Da vi spillede vores første show i København efter EP’ens udgivelse, kunne vi virkelig mærke den forskel. For det første anbefalede Ibyen koncerten både i trykt og digital avis, og hvor vi førhen har været vant til at spille for 40-50 mennesker, var der lige pludselig 200 mennesker på Studenterhuset. I januar var vi desuden på en 3 uger lang Europa turné, hvor i modsætning til en del tidligere turnéer, kunne mærke at musikken rent faktisk var nået ud i afkrogene, hvilket resulterede i ret solide fremmøder til langt de fleste shows.
Ud over at det selvfølgelig er sjovere at spille for mange mennesker, er det også helt essentielt når man som os spiller på indtægterne fra døren. For en gangs skyld kom vi rent faktisk hjem med et overskud der nemt tjener EP’en hjem, samt financierer indspilningerne af det debut-album som vi arbejder på netop nu.
Vi planlægger helt sikkert også at udgive det kommende album under CC-licensering, men vi sætter en mindstepris på Bandcamp denne gang, i håbet om at den (hurtigere) kan tjene sig selv ind. Hvis folk af omveje finder frem til gratis download af albummet gør det heller ikke noget, for vores altoverskyggende motivation er jo at få musikken ud til så mange som muligt.
Vi tror dog at mange folk er villige til at betale lidt for albummet. Nu ved de jo (nogenlunde) hvad Town Portal er, og dermed hvad det er de køber. I henhold til denne udgivelse har et pladeselskab meldt sig på banen for at varetage den fysiske udgivelse. De er velvidende og begejstrede for, at vi udgiver under CC-licens, så igen er vi ikke de eneste der tror på at fri licensering kan være en god forretning, hvilket også var evident på turnéen, hvor folk hver aften spurgte efter vinyler og CD’er på trods af at EP’en ligger til gratis download.
Vi er jo ikke pionerer indenfor alternative udgivelsesformer – langt fra. Som nævnt er masser gået ned af denne vej før os, og vi følger bare i deres fodspor. Radiohead generede givetvis et overskud på deres plade allerede på udgivelsesdagen, og demonstrerede hermed at mange er villige til at betale for et ordenligt produkt, selvom de kan lade være. Det indvendes ofte mod det eksempel, at det kun virker for et etableret band som Radiohead, men jeg synes egentlig selv at vi (sammen med mange andre) udgør et glimrende eksempel på, at det også kan være gavnligt for uetablerede bands, om end på en anden måde. Hvis der på sigt er nogen der skal købe din musik, skal de som minimum være opmærksomme på at dit band eksisterer først, og det bliver de næppe hvis de per sé skal betale for det, for så er der bare så meget andet de kan rette deres opmærksomhed imod.
Det har været en fornøjelse bare at slippe produktet fri, for det har helt sikkert ført til meget mere opmærksomhed, end vi hver især har oplevet førhen med mere restriktivt licenserede udgivelser. Det kan selvfølgelig ikke direkte tilskrives måden vi har licenseret musikken på, og skulle helst primært have noget at gøre med musikkens kvalitet, men den frie licensering har afgjort været en stor hjælp.
Du kan lytte (og downloade) Town Portal her: http://townportal.bandcamp.com/