Den årlige State of the Commons-rapport – altså reportage om den digitale fælleds tilstand – er netop blevet frigivet af Creative Commons hovedorganisation i USA. Den giver et indblik i, hvor meget kreativt indhold der er blevet åbnet op i det forgangne år og hvordan dele-kulturen spredes med lynets hast over hele kloden. I 2015 passerede vi således hele 1,1 milliard værker under CC-licens på verdensplan!
State of the Commons udgives en gang om året i december, og bag den ligger et stort kortlægningsarbejde som foretages af Creative Commons’ ledelse og community i samarbejde med store Internet-platforme, såsom Youtube, Flickr, Wikipedia og mange andre, som integrerer CC-licensværktøjer, og som er tætte samarbejdspartnere og bidragsydere til spredningen af delekulturen.
Rapporten fortæller også at langt de mest populære af licenserne er BY (akkreditering) og BY-SA (akkreditering-del på lige vilkår), hvilket samtidig er mest åbne licenser – og tilmed dem som af mange betragtes som “ægte” fri kultur. Med dét menes at værker under disse licenser kan bruges fuldstændigt frit, også til kommercielle formål, og dermed giver verdens borgere maksimal frihed til kreativitet. Hele 61% af verdens indhold under CC-licens udgives under disse to licenser.
At Creative Commons licenseret indhold gør en forskel understreges også af, hvor meget indholdet anvendes. Rapporten fortæller at således at den digitale fælled er blevet tilgået hele 136 milliarder gange blot i 2015 – og man kan dermed udlede at ethvert CC-licenseret værk i gennemsnit “forbruges” 136 gange. Og dette er endda et forsigtigt estimat, idet tallet sandsynligvis er meget højere.
Sidst, men ikke mindst, kan man fra i år også i rapporten finde spændende indsigter på specifikke udviklingsområder – eksempelvis indenfor uddannelse og kultur (hvor det flotte arbejde hos danske SMK fremhæves) – og ikke mindst nævnes også en række af store organisationer, som i det forgangne år besluttede at inkorporere CC-licens som standarder i deres arbejde, og dermed bliver open-by-default, altså åbne-per-definition. Disse organisationer tæller eksempelvis Ford Foundation, Bill & Melinda Gates Foundation og Hewlett Foundation.
På den mere triste front fremhæver rapporten også, at det heller ikke i 2015 lykkedes for Creative Commons og mange andre organisationer at få frigivet Creative Commons syriske projektleder, Bassel Khartabil, som nu på fjerde år siddet ulovligt fængslet i hjemlandet pga. hans arbejde med at skabe retfærdighed og lige adgang til kulturarven i Syrien. Vi håber at det internationale pres fra utallige organisationer verden over vil sikre Bassels frigivelse i 2016!
Man kan se hele rapporten, som er lavet i lækker info-grafik, her: stateof.creativecommons.org/2015.
Fra CC Danmarks side har vi endvidere bidraget med en officiel dansk oversættelse.