Retningslinjer til afklaring af udtrykket ”ikke-kommerciel”

Retningslinjer til afklaring af udtrykket ”ikke-kommerciel” i Creative Commons licensaftaler

[Disse retningslinjer er udarbejdet af Creative Commons Danmark og tilpasset danske forhold, og i særdeleshed KODA-medlemmers brug af ikke-kommercielle licenser].

Licensaftalen

Det fremgår af Creative Commons licensaftalen, at hvis licensgiver har valgt licenselementet ”ikke-kommerciel”, har licenstager ikke ret til at udøve nogen af de rettigheder, som erhverves efter licensaftalen, på en måde som hovedsageligt har et kommercielt sigte, eller med henblik på at oppebære vederlag. Udveksling af værket i bytte med andre ophavsretsligt beskyttede værker ved fildeling eller andre metoder skal ikke betragtes som en overtrædelse af dette vilkår under forudsætning af, at licenstager ikke modtager vederlag i forbindelse med udvekslingen af ophavsretsligt beskyttede filer.

Endvidere fremgår det af Creative Commons licensaftalen, at udtrykket ”ikke-kommerciel” i forbindelse med offentlig fremførelse ikke omfatter offentlig fremførelse, som primært har et kommercielt sigte. Fremførelse, der har til formål at skabe økonomisk vinding for privatpersoner, anses i denne sammenhæng for at have et kommercielt sigte. Det samme princip gælder for fremstilling af værkseksemplarer.

Retningslinjer til brug for fortolkning

1. ”Ikke-kommerciel bruger”
For at værksanvendelse kan anses for ”ikke-kommerciel”, er det en forudsætning, at den person, organisation m.v., der foretager værksanvendelsen, kan karakteriseres som en ”ikke-kommerciel bruger”. ”Ikke-kommerciel bruger” er:

1. En privat person
2. En non-profit uddannelsesinstitution eller et offentligt bibliotek
3. En non-profit forening, institution m.v., der efter sin art opfylder kravene til godkendelse som almennyttig eller almenvelgørende forening m.v. efter ligningslovens § 8 A (fradrag for gaver) og § 12, stk. 3 (fradrag for løbende ydelser)

Endvidere skal en teknisk medhjælper som f.eks. en copy shop, en Internet Service Provider eller en anden tjenesteyder, der på vegne af en ”ikke-kommerciel” bruger som defineret under pkt. 1-3, i sig selv anses for en ”ikke-kommerciel” bruger.

2. ”Reklame m.v.”
a) For at en værksanvendelse kan anses for ikke-kommerciel er det tillige en betingelse, at værket ikke anvendes i forbindelse med reklame, annoncering, sponsorering eller and promovering af tredjemands produkter eller tjenesteydelser.

b) Hvis det på en hjemmeside er nødvendigt at ”klikke igennem” hjemmesider, der indeholder reklamer m.v. vedrørende tredjemands produkter eller tjenesteydelser, for at få adgang til et Creative Commons-licenseret værk anses værksanvendelsen for kommerciel.

3. ”Vederlag som betingelse for brug”
a) Vedrørende tjenesteydelser
i. Hvis der modtages pengebeløb eller andre værdier som vederlag for en tjenesteydelse, der ydes i forbindelse med et Creative Commons-licenseret værk, er der ikke tale om en ikke-kommerciel anvendelse af værket.

ii. Dette gælder ikke, hvis der modtages vederlag for en tjeneste ydet (af f.eks. en copy-shop) til og på vegne af en bruger, og denne tjenesteydelse er af begrænset betydning og underordnet brugen af det licenserede værk (f.eks. et kompendium til brug på en uddannelsesinstitution).

b) Vedrørende værker
i. Hvis der modtages pengebeløb eller andre værdier i forbindelse med anvendelsen af et Creative Commons-licenseret værk, er der ikke tale om en ikke-kommerciel anvendelse af værket.

ii. Hvis et Creative Commons-licenseret værk anvendes i forbindelse med en opfordring til at give frivillige bidrag (donationer, støttemedlemskab o.l.) til fordel for en privatperson, en uddannelsesinstitution eller en non-profit organization, anses det for ikke-kommerciel anvendelse.

2 thoughts on “Retningslinjer til afklaring af udtrykket ”ikke-kommerciel””

Leave a Reply

Your email address will not be published.