For et par dage siden var der stor opstandelse i open web-miljøerne verden over. Grunden var, at den amerikanske pendant til KODA – indsamlingsfirmaet ASCAP (American Society of Composers, Authors and Publishers) – i et brev (side 1 , side 2) til deres medlemmer organiserede en indsamling med det formål at finansiere bekæmpelsen af organisationer som Creative Commons, Public Knowledge og EFF (Electronic Frontier Foundation), fordi ASCAP mener, at disse organisationer underminerer ophavsretten. Dette er naturligvis fuldstændigt misforstået.
Mens Creative Commons næppe behøver nærmere introduktion for læsere af denne blog, kan det nævnes at Public Knowledge er en interesseorganisation baseret i Washington, som arbejder for at beskytte borgeres rettigheder i den digitale sfære. Deres fokus er at forsvare forbrugerrettigheder ved at opponere imod dårlig lovgivning, der enten hæmmer teknologisk innovation, formindsker public domain-området eller modarbejder det amerikanske fair use-begreb.
EFF er en lignende non-profit organisation bestående af advokater, analytikere og aktivister, som forsvarer ytringsfrihed, privatlivsretten, innovation og forbrugerrettigheder. EFF arbejder primært i retten, hvor de med juridiske værktøjer påtager sig at forsvare sager indenfor førnævnte områder – ofte mod store firmaer og sågar regeringen, når det kræves.
ASCAP skriver i brevet, at (frit oversat) “på nuværende tidspunkt står vi overfor vores største udfordring nogensinde. Mange kræfter, inklusiv Creative Commons, Public Knowledge, Electronic Frontier Foundation og diverse teknologi-firmaer med dybe lommer, er igang med at mobilsere for promovere ‘copyleft‘ for at underminere vores ‘copyright’. De siger, at de forsvarer forbrugerrettigheder, men sandheden er, at de ikke ønsker at betale for brugen af vores musik. Deres mission er at sprede budskabet om at vores musik skal være gratis.” (kilde: webmagasinet Zeropaid)
CC’s officielle svar
Dette er naturligvis helt forkert forstået af ASCAP, hvilket også understreges af Eric Steuer, Creative Director og talsmand for Creative Commons, i CC’s officielle svar til påstanden fra ASCAP (frit oversat): “Det er utroligt trist, at ASCAP fejlagtigt påstår, at Creative Commons arbejder for at underminere ophavsretten. CC licenser er copyright licenser – helt basalt – og uden copyright ville disse slet ikke fungere. CC licenser er juridiske værktøjer, som kunstnere kan bruge til at tilbyde særlige rettigheder til offentligheden, mens de beholder andre rettigheder selv. Kunstnere og pladeselskaber som ønsker at gøre deres musik tilgængeligt til offentligheden til afgrænset benyttelse, såsom non-kommerciel deling eller remixing, bør overveje at bruge CC licenser. Kunstnere og pladeselskaber som ønsker at beholde alle deres rettigheder selv bør derimod ikke bruge CC licenser.” (kilde: webmagazinet Zeropaid).
Røre i blogosfæren
Sagen er blevet diskuteret vidt og bredt i mange medier, bl.a. den store amerikanske blog Boing-Boing og Mind The Gap. En anden stor amerikansk blog, som beskæftiger sig med teknologi, Techdirt, skriver endvidere under overskriften (frit oversat) “ASCAP tror ikke på frihed til kunstnere”: “Creative Commons gør absolut intet for at underminere kunstneres rettigheder. De tilbyder blot muligheder for, hvordan disse kan vælge at licensere deres værker. Det er sådanne initiativer som ASCAP og resten af musikbranchen burde tage imod med kyshånd. Faktisk, når direkte adspurgt, pointerer mange af disse organisationer, at de ikke har noget problem med Creative Commons, og at det glæder dem, hvis kunstnere vælger CC licenser.”
Update 1. juli 2010: Wired har nu også samlet historien op – læs deres artikel her.
Update 10. juli 2010: CC’s grundlægger, Lawrence Lessig, tager til genmæle og inviterer ASCAP’s præsident, Paul Williams, til åben debat – læs artiklen i Huffington Post.