Google er måske en af de vigtigste virksomheder i verdenen. I modsætning til Apple, der måske er ligeså synlig og måske har større brandmæssig succes end Google, så er Google i modsætning til Apple også en virksomhed af stor kulturpolitisk og demokratisk betydning. Google har ikke kun til formål at stille cool gadgets til rådighed for alle med pengepungen i orden (hvilket vil sige wannabees som mig selv), men har opstillet et så revolutionerende mål som at organisere al information i verden og stille den til rådighed for flest mulige mennesker. Det er ved hjælp af disse evigt ekspanderende enorme serverfarme, som Google har opbygget, og de tjenester, som stort set alle af os bruger hver eneste dag, at Google behandler så mange nye data hvert øjeblik, som ingen andre før i verdenshistorien.
Og ikke nok, at Google håndterer alle de nye digitale data, som vores brug af internet, sociale medier osv. genererer. Google ønsker også at digitalisere hele vores kulturarv, hele vores historie. Et af de mest banebrydende projekter på dette felt er Googles ambition om at digitalisere al verdens analoge bøger og gøre dem tilgængelig via Google Books.
Google er en fantastisk virksomhed. Det er udenfor enhver tvivl, at Google via deres tjenester har tilført virksomheder og privatpersoner, regeringer og ngo’er så meget værdi, at jeg godt tør sige, at verden er blevet et bedre sted på grund af Google. Googles tjenester effektiviserer ikke blot adgangen til at tilgå og dele information for små virksomheder, fattige mennesker osv. Gennem Google høstes der også store effektivitetsgevinster i børsnoterede virksomheder og offentlige institutioner.
Men Google er ikke en almennyttig organisation, der alene har til formål at tjene dig og mig og os alle. Googles motto om ”don’t be evil” har ingen selvstændig mening, men tjener alene til at understrege, at dette motto vil blive fulgt så længe, at Googles ledelse selv føler, at dette giver mening. Google er en virksomhed, der er børsnoteret i USA, og er både juridisk – og efter min peronslige opfattelse som liberal – også moralsk forpligtiget til at handle alene i dens ejere – altså aktionærernes – interesser. Hvis vi andre mener, at der kan opstå konflikter i forholdet mellem aktionærernes interesser og samfundets interesser mere bredt, er det op til os at definere de begrænsende rammer gennem almindelig lovgivning. Ingen kan forvente, at Google opfører sig anderledes end alle andre virksomheder.
Google er altså alene sat i verden for at tjene penge og maksimere værdi for aktionærerne. Googles tjenester stilles i vidt omfang gratis til rådighed for brugerne. ”Gratis” er imidlertid en sandhed med modifikationer, idet brugeren som udgangspunkt godt nok ikke betaler penge for at benytte Googles tjenester. Brugeren overfører imidlertid en anden værdi til Google, som i mange tilfælde er meget mere værd end penge. Brugeren giver Google mulighed for at samle oplysninger om brugerens præferencer osv., således at Google kan sælge annoncer, der – i hvert fald i forhold til konkurrenter – præsenteres på en overordentlig tilpasset og effektiv måde for den konkrete bruger. Herved tjener Google rigtig gode penge. Det er primært i erkendelse af, at markedet for målrettede reklamer er i konstant vækst, at Googles aktiekurs har været konstant stigende (dog i sandhed med visse modifikationer her på det sidste).
Google behandler således alle de informationer og data, som indsamles via brugernes anvendelse af nettet – websiteindehaveres linking til andre sider og brugeres klik på forskellige søgeresultater – med henblik på at skaffe søge- og andre resultater, der understøtter en reklamesalgsmodel. Hele Googles opbygning af de algoritmer og anden teknologi, der understøtter søgeresultater, definitionen af relevanskriterier er således baseret på, at folk skal ledes hen til resultater, der giver størst mulig sandsynlighed for at effektuere køb eller anden i reklameøjemed relevant handling.
Der er intet galt i, at et søgeresultat skal ses i lyset af en kommerciel aktivitet. I rigtig mange tilfælde er det netop med henblik på at handle, at folk foretager søgninger på nettet. Men det er langt fra tilfældet i alle tilfælde. Den ”sandhed”, som Google præsenterer, de ”sande” søgeresultater i forbindelse med for eksempel søgeordet ”Pandora”, er langt fra altid relevante, hvis søgningen foretages i en uddannelsesmæssig, forskningsrelateret, demokratisk, eller anden ”offentlig” sags øjemed. Googles algoritmer er langt fra altid retvisende i sådanne ikke-kommercielle sammenhænge.
Da Google således naturligvis har en kommerciel bias, er det relevant at stille spørgsmålet, om man kan overlade til en privat, profitmaksimerende, amerikansk virksomhed at organisere al, ikke blot kommerciel information, men al information overhovedet og stille den til rådighed i alle sammenhænge for ikke blot forbrugere, men således også borgere. Udfører Google tjenester, som ud fra en uddannelsesmæssig, forskningsmæssig og demokratisk synsvinkel burde udføres af det offentlige eller en eller anden anden form for ikke-profit drevet enhed? Dette spørgsmål vil jeg ikke besvare mere generelt, idet det er meget omfattende og komplekst. Min indgangsvinkel til en sådan diskussion er, at vi alle skal være glade for, at Google overhovedet har taget initiativ til at stille alle disse tjenester til rådighed, da det jo er tydeligt, at en ofte sklerotisk offentlig sektor skal have et ordentligt ”spark bagi” for at komme videre. Google tilfører rigtig meget værdi, indtil effekten af dette ”spark” er indtruffet.
På et område vil jeg imidlertid prøve at forholde mig til dette problem. Skal vi være glade for, eller bange for, hvis Google, som det er planlagt, får mulighed for at indscanne og således oprette en database over al verdens bøger, ikke kun engelsksprogede, men også bøger på andre sprog, herunder dansksprogede bøger? Dette spørgsmål skal ses i sammenhæng med spørgsmålet om, hvilken rolle offentlige biblioteker (såvel udenlandske, men i denne sammenhæng selvfølgelig mest danske) bør spille i en verden, hvor vi går mod, at al information er digitaliseret og tilgængelig via nettet.
Spørgsmålet er brandaktuelt, da Google fortsat arbejder med sit banebrydende projekt om at indscanne al verdens bøger. Google Books har som mål ikke kun at give anledning til de bøger, som ellers i dag allerede er ”i tryk”, men også til den enorme mængde bøger, som ikke er tilgængelig i dag med undtagelse af, at de findes i enkelte fysiske kopier på enkelte biblioteker rundt omkring i verden. Google er allerede godt i gang med at indscanne gennem et omfattende samarbejde med amerikanske universitetsbiblioteker et stort antal bøger, som på grund af tidsbegrænsningen på 70 år efter forfatterens død ikke længere er underlagt ophavsret. Projektet er imidlertid sat i bero, idet en amerikansk domstol har underkendt den foreløbige aftale, som Google havde indgået med amerikanske forlæggere og forfatterforening om at foretage indscanning af bøger som godt nok ikke længere var i tryk, men som fortsat var underlagt ophavsrettigheder til enten forfattere eller forlag.
Ingen må være uenig i, at det vil gavne menneskeheden, hvis alle disse bøger, denne enorme opsamling af viden, bliver gjort tilgængelig via nettet for rig og fattig, første, anden og tredje verdens brugere. Det egentlige spørgsmål er mere, i hvilket regi bør disse bøger, denne viden, stilles til rådighed. Bør det stilles til rådighed gennem en privataktør som Google, eller bør det være en offentlig opgave?
Mit svar er, at viden i videst muligt omfang bør være en del af en ”fælled”, som er frit tilgængelig for alle, og som alle kan benytte sig af ikke-kommercielt og kommercielt ved at levere tjenester og ydelser ”ovenpå”. Dette fører naturligvis til den konklusion, at udgangspunktet altid må være, at en sådan viden, når der jo ikke er tale om selve skabelsen af værkerne, så bør den stilles til rådighed via et offentligt projekt. Viden bør som udgangspunkt være frit og offentligt tilgængeligt, og det er kun, når viden ikke produceres på grund af markedssvigt, at vi får behov for at opbygge enerettigheder, så som ophavsret, patenter, varemærker osv., altså reelle monopoler på viden, via lovgivning.
Nu er jeg imidlertid også realist. Alle kan jo se, at det offentlige system ikke har kunnet præstere på det område, hvor Google har overpræsteret i den grad. Manglende funding, men også problematiske incitamentstrukturer, dårlig ledelse, forhindringer for innovation osv. indenfor den offentlige sektor, der jo ikke formindskes, når der skal være tale om internationalt samarbejde, vil nok stedse umuliggøre, at et så ambitiøst projekt som Google Books nogensinde kunne realiseres fuldt ud i offentlig regi. Derfor har vi brug for Google Books – i et eller andet omfang og i et eller andet samspil med det offentlige.
Min pragmatiske vurdering er således, at Google Books i vidt omfang bør promoveres, idet der naturligvis skal opstilles fornuftige rammer for Googles anvendelse af de data om brugernes anvendelse, som forbrugerlovgivning og persondatalovgivning tilsiger. Ligeledes bør der opstilles konkurrenceretlige regler for, i hvilket omfang Google vil være forpligtiget til at stille sine data til rådighed for konkurrenter. Endelig bør der naturligvis gives ikke-kommercielle aktører, så som biblioteker, forskningsinstitutioner, skoler osv. udvidede rettigheder til at anvende de informationer, som Google således får adgang til. Men det er vigtigt, at der fortsat gives Google fornødne incitamenter til at foretage de massive investeringer, som et så stort og ambitiøst projekt tilsiger. Men det skal man nok også finde ud af.
Spørgsmålet er mere, hvilken rolle det offentlige bør spille sammen med og måske i konkurrence med Google Books? Det offentlige – Danmark og EU – bør lægge en ambitiøs plan for at opbygge og gøre tilgængelig, hvad jeg vil kalde ”åben kultur”. Særligt på områder, hvor den kvalitet, som Google Books yder, tilgængeligheden i relation til åbne licenser, søgekriterier osv. ikke er tilstrækkelige, bør det offentlige gå ind og finansiere projekter, der således konkurrerer eller opstiller alternativer til databaser med i dette tilfælde bøger og deres indhold. Det offentliges rolle bør således i denne henseende hele tiden være at forsøge at holde et marked for åbent indhold i gang, så der hele tiden lægges pres på Google i den henseende. Det er klart, at sådant et pres ikke kan lægges på Google i relation til engelsksproget litteratur, men det er ikke urealistisk, at det offentlige i Danmark kan opstille konkurrencedygtige alternativer indenfor dansk kultur.
Jeg plæderer ikke for, at danske skatteydere skal betale for, at der ansættes x antal nyt indscanningspersonale og erhverves x antal nye scannere til at indscanne på noget, der ligner samme niveau som Google. Det offentlige bør snarere ”seed funde”, hvor man kan se, at der enten blandt borgere (amatører) eller virksomheder er et ønske om se et alternativ til Google.
Man kunne forestille sig, at indscanning af den danske kulturarv og i særdeleshed oprettelse af relevante metadata (der jo nok er den væsentligste værditilførsel til de rå data) kunne foretages via crowdsourcing. I den forbindelse kunne det offentlige lægge grundstenen til større projekter ved blot at frigive det materiale, som man allerede selv havde indscannet. Og alt materialet skulle naturligvis gøres tilgængelig under relevante åbne licenser, hvilket typisk vil sige Creative Commons licenser.
En sådan kæmpedigitaliseret åben kulturarv ville være til stor fordel for alle i det danske samfund, måske med undtagelse af Google, som jo gerne så, at også den danske kulturarv indgik under Googles tjenester. Ikke blot ville deling og berigelse af materialet i forbindelse med anvendelse i skoler, universiteter, forskningsinstitutter, foreninger osv. være til stor fordel for vidensniveauet i samfundet generelt. Men også danske (og naturligvis også udenlandske virksomheder) ville få hidtil uset nye muligheder for at levere tjenester mod betaling ”ovenpå” denne kulturfælled.
Når nu alle borgere kan tilgå kulturarven, i dette tilfælde bøger, i digitaliseret form via nettet, hvad skal vi så bruge bibliotekerne til? I virkeligheden skal fremtidens bibliotek udfylde præcis den samme rolle, som offentlige biblioteker har udfyldt i de seneste par hundrede år. Bibliotekerne skal hjælpe borgerne med at få adgang til og finde frem til kultur. Bibliotekarens fineste rolle har altid været (når der ses bort fra de rent administrative ”sure pligter”) at hjælpe biblioteksbrugeren med at finde frem til den information, bøger, plader, tidsskrifter etc., som biblioteksbrugeren ikke selv kan finde. Denne rolle har været udfyldt ved at organisere (indeksere osv.) bøgerne på biblioteket og efterfølgende hjælpe biblioteksbrugerne konkret med at finde bøgerne på hylderne.
Fremtidens bibliotekarer vil have tilsvarende roller. Først at søge at organisere al den digitale information, der gives adgang til via et virtuelt bibliotek. Da Googles søgeresultater langt fra altid er relevante, jf. foroven, må bibliotekarerne opstille andre søgekriterier, søgemekanismer, indsamle og organisere metadata osv., således at søgning af f.eks. litteratur i forskningsøjemed giver de, ud fra en offentlig betragtning, relevante resultater.
For det andet må fremtidens bibliotekarer hjælpe den konkrete bruger af et virtuelt bibliotek med ikke blot at søge på den ”rigtige måde”, men også med at kunne anvende søgeresultaterne og få adgang til disse efterfølgende. Elektronisk information er jo ikke på samme måde middelbar som dansk papir og dansksproget information. Det sidste kan læses af alle, som ikke er blinde, og som kan forstå det danske sprog. Det første kræver ofte opdaterede computere, internetadgang osv.
Der er således fortsat brug for – ja, i lyset af den øgede mængde af informationer, den større kompleksitet osv., er der i endnu højere grad brug for bibliotekarer i fremtiden end i forhold til i dag. Disse skal udfylde de samme roller, men vil være afgørende mere orienterede mod den digitale verden, internet og alle de problemstillinger og udfordringer, som gives i den forbindelse. (Interessant er det også at huske, at de første forsøg på at skabe overskuelighed i forbindelse med søgetjenester krævede, at virksomheder som Yahoo, og i Danmark Jubii, i vidt omfang ansatte bibliotekarer til at hjælpe brugerne med at finde de websider, som var relevante.)
Biblioteker vil i fremtiden i vidt omfang være virtuelle, eller sagt på en anden måde være tjenester, der tilgås online via en browser. Der er ingen grund til, at mange af de roller, som en bibliotekar også i fremtiden skal yde, ikke kan leveres via e-mail, Instant Messaging/chat, Skype og lignende. Men så længe, at tilgang af digitalt information kræver hardware og internetforbindelse, og sådan vil det jo nok altid være, er der også behov for fysiske biblioteker.
Udover at bibliotekerne skal sikre den ”offentlige” tilgang til informationshåndtering, vil der også altid være brug for, at der stilles nødvendig hardware og software, samt rådgivning i den forbindelse, til rådighed for den del af befolkningen, som af den ene eller den anden grund ikke har adgang til sådanne værktøjer. Og endelig vil biblioteker i fremtiden kunne benyttes til alle mulige former for fysiske sammenkomster, der er mere eller mindre relateret til det kulturindhold, som der ellers gives adgang til via biblioteket, uanset om dette foregår via digitale tjenester eller ved udlån af fysiske bøger.
